Hvad tjener en forfatter på bøger?

Hvad tjener du som forfatter?
Som forfatter på kontrakt er det normalt at få 10-15 pct af salgsprisen fratrukket moms.
Det vil sige, at hvis din bog sælges for 200 kr. i boghandlen, så er der 160 kr. tilbage efter moms, og så vil du tjene 16-24 kr. pr. solgte bog. Er du heldig, at din bog bliver en bestseller og sælger i 3.000 eksemplarer, så kan du altså regne med at tjene mellem 48.000 og 72.000 kr. Ikke helt nok til at kunne leve af, vel?

SELVUDGIVELSE
For en selvudgiver ser regnestykket lidt anderledes ud. For det første kan du principielt selv bestemme udsalgsprisen, og dermed hvor meget du vil tjene på din bog. Principielt, for det nytter ikke, at du sætter din krimi til en udsalgspris på 500 kr., hvis alle andre krimier højest koster 300 kr. – så skal du i hvert fald kunne tilbyde noget helt særligt! I bogen Genvejen til succes som forfatter kan du se, hvad det koster at få trykt tre eksemplarer hos forskellige selvudgivertrykkerier/forlag, så hvis vi tager udgangspunkt i det, så koster tre bøger knapt 200 kr. Det giver en stykpris på 67 kr. Hvis du deler fortjenesten med boghandleren, og din udsalgspris også er 200 kr, så kan du altså tjene 46,50 kr. pr. bog. Bestiller du i stedet flere bøger hjem ad gangen, bliver trykprisen også billigere = du tjener flere penge.
Mange selvudgivere sælger bøger fra deres egen hjemmeside, til foredrag osv., og her er der ikke en boghandler, der skal have noget af fortjenesten, så tjener de i stedet 93 kr. pr. solgte bog. Du har selvfølgelig nogle udgifter til redaktør, korrekturlæser osv., og dem ser vi på senere.

E-BØGER
For e-bøger ser det dog helt anderledes ud. Som forfatter med kontrakt med et forlag, vil du typisk tjene 30 pct., mens en selvudgiver tjener 70-90 pct. E-bøger sælges billigere end trykte bøger, så du sælger måske den samme bog, som før blev solgt for 200 kr. for 100 kr. som e-bog. Det vil sige, du tjener 70-90 kr. pr. solgt e-bog, for du har ikke udgift til trykning, mens forfatteren på kontrakt tjener 30 kr. Her løber det altså virkelig stærkt.
Da jeg udgav min første krimi i 2012, solgte jeg ca. 50 trykte bøger, hver gang jeg solgte en e-bog. Sidste år var tallet nærmere 500 e-bøger for hver trykt bog!
Mange selvudgivere sælger dog deres e-bøger endnu billigere for at få et større salg. Og det kan godt betale sig. Hvis du sælger 100 bøger, når de koster 100 kr, men 1.000 bøger, når du sænker prisen til 50 kr.
Jeg har rimelig succes med at sælge e-bogsnoveller, dvs kortere krimier på 7.000-20.000 ord (en normal kriminalroman er på omkring 100.000 ord). Dem sælger jeg til mellem 15 og 30 kr. (afhængigt af hvor lange de er). Min oplevelse er, at jeg ikke sælger flere, hvis de er billigere – tværtimod – og salget stopper, hvis de bliver dyrere. Andre forfattere har dog andre oplevelser, men vi har heller ikke helt samme målgruppe. De fleste krimiforfattere har eksempelvis en meget større andel kvinder blandt deres læsere, mens jeg åbenbart appellerer mere bredt. Så mit bedste råd er at prøve dig lidt frem med prissætningen og eventuelt lægge dig op ad lignende udgivelser.

Du kan læse mere om prissætning og forfatterlivet i Genvejen til succes som forfatter, der fås som trykt bog og e-bog.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Comments are closed.