Systemer sætter dig fri

Hvis der er noget, der kan give dig frihed, så er det systemer. Og desværre har vi nok en tendens til at tro, at det handler om at være så fri for systemer som muligt. Men hvis du vil opnå en følelse af frihed, frigøre mere tid og samtidig tjene penge (der er jo ikke meget ved at være fri og fattig, vel? Det føles alligevel ikke særlig frit), så er der ingen vej uden om systemer.

Lad mig give dig et eksempel:

Hver fredag udsender jeg et nyhedsbrev med en teaser til et blogindlæg, jeg har skrevet. Blogindlægget udkommer, umiddelbart inden nyhedsbrevet bliver sendt ud. Jeg gør opmærksom på nyhedsbrevet på twitter, og blogindlægget deler jeg også på facebook. Det låser mig rimeligt meget fast hver fredag, ikke?

Forkert!

Jeg skriver nemlig ikke blogindlæg eller nyhedsbrev hver fredag. Jeg har bare læst mig frem til, at fredag er en god dag at udsende nyhedsbrev. Jeg kunne skrive det nyhedsbrev en hvilken som helst dag i løbet af ugen. Eller om natten, hvis jeg havde det bedre med det. Det, der gør det frit for mig, er, at jeg har et system, der kan håndtere udsendelsen, selv om jeg laver noget andet.

Sådan er mit system

Typisk skriver jeg blogindlæg, nyhedsbreve og planlægger facebook og twitteropslag én dag om ugen. Det er meget mere effektivt. En dag, hvor jeg koncentrerer mig om at skrive om og dele mine erfaringer. Så har jeg alle de andre 29 dage til at skrive på mine bøger, holde foredrag, skriveworkshops og alt mulig andet (fik du hentet min to-do-liste?)

Systemer kræver planlægning, og det er dét, der giver dig din frihed og tjener penge til dig imens.

For ikke så længe siden læste jeg om en stor amerikansk undersøgelse (ja, amerikanerne elsker deres store undersøgelser), der forsøgte at finde den helt grundlæggende forskel på rig og fattig. Hvad var det, der gjorde at nogle blev fattige og andre rige, selv om de kunne have sammenlignelige opvækstvilkår?

Rig eller fattig – god til at planlægge eller ej

Det interessante var, at det ikke handlede om netværk (som jeg troede), familiemæssig baggrund, uddannelse osv. Det handlede om, om man var i stand til at planlægge. Og det gjaldt alt fra indkøb af toiletpapir til dåsemad (det var jo Amerika). Dem, der kunne planlægge, havde penge nok til hele måneden og købte stort ind af de ting, der var på tilbud. Dem, der ikke kunne finde ud af at planlægge, købte ind mange flere gange i løbet af en måned (forskerne fulgte folk gennem mange år) og kun lige netop det de manglede lige nu. Det betød at de kom til at betale mere for varerne.

Nu tænker du måske, at det er anderledes i USA end i lille Danmark, men det er der ikke meget der tyder på. Forskerne konkluderede, at den manglende evne til at planlægge viste sig på mange områder i folks liv: indkøb, forsikringer, job, uddannelse osv.

Hvad betyder det for dig?

Hvad kan du bruge det til? Jo, du kan se på dit eget liv. Hvor er du dårlig til at planlægge? Kunne det i virkeligheden give dig større frihed, at blive lidt bedre til at planlægge?

Du behøver ikke bruge al din tid på at markedsføre dit forfatterskab for at tjene penge. Du skal bare sætte det i system, så læserne kan få fat i din bog, mens du skriver på den næste. Så læserne kan få øje på dig, selv om du er i gang med noget helt andet (eller måske endda sover).

Og jeg har slet ikke skrevet hverken blogindlæg eller nyhedsbrev i dag. Min søn er nemlig lige blevet 15 år og ville ikke konfirmeres (som den eneste i sin klasse), så vi holder i stedet stor føsfirmation i morgen. Og derfor holder jeg naturlivis fri fra virksomhed og skrivning i disse dage. Hvad med dig? Har du indrettet dig, så du kan holde fri og tjene til dagen og vejen alligevel?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Comments are closed.