Vil du leve af dit forfatterskab må du kunne indtage scenen
Fra starten af min karriere havde jeg ingen problemer med at stille mig op foran et større eller mindre publikum og holde et foredrag. Jeg gjorde det på sygeplejeskolen, hvor jeg var den eneste i en gruppe på fem, der var i stand til at stå foran hele klassen og fortælle om hjælpemidler til gennemførelse af seksualakten for paraplegikere, mens resten af min gruppe sad fnisende i baggrunden og ikke kunne lade være med at være lidt flove over emnet – selv om vi var ved at uddanne os til sygeplejersker.
Eller på store konferencer, hvor jeg, foran en fyldt sal med op mod 500 mennesker, kunne indtage scenen og fortælle om alt fra sundhedsdata til social marketing. Men da jeg skulle læse op fra mine egne bøger. De bøger, hvor jeg selv havde skrevet hvert et ord. Selv havde “opfundet” handlingen, personerne og hvert eneste ord i bogen.
Da blev jeg stum.
Jeg blev nervøs.
Min stemme blev lille.
Jeg kunne ikke engang tale et rum med 20 mennesker op.
Det var meget mere sårbart.
Lige om lidt skal jeg stå dernede og tale foran over 200 mennesker
Når jeg stod og talte om sundhedsdata eller forebyggelse, havde jeg jo solid forskning i ryggen. Jeg kunne henvise til bunkevis af artikler og anerkendte forskere for hvert eneste emne, jeg åbnede munden omkring. Den tryghed havde jeg ikke som forfatter. Jeg havde selvfølgelig styr på retsmedicinen, men resten var jo digtet. Pure opspind. Og en del byggede på personlige oplevelser og tanker – godt nok flettet ind i en fiktiv historie, men alligevel. Det føltes enormt sårbart.
Og når man – som jeg – har intentioner om, at man vil leve af sit forfatterskab, så nytter det ikke, ikke at kunne indtage scenen.
Så jeg indså, at jeg havde brug for hjælp.
Den hjælp blev på fineste vis præsenteret for mig til en workshop, hvor jeg selv underviste. Du har sikkert hørt det gode gamle kinesiske ordsprog før om, at hjælperen altid viser sig, når man er klar, og sådan var det også i mit tilfælde.
På en enkelt session fik core dynamics coach Marianne Christensen fjernet den blokering, jeg havde på min stemme. Og i løbet af en enkelt kursusdag fik hun lært mig at indtage scenen med den samme ro i maven, som jeg havde, dengang jeg havde følelsen af at have den samlede forskerstand i ryggen.
På scenen under Copenhagen Crime sammen med Ole Clifford
Siden da, har jeg fået mange anerkendelser for min optrædener på scenen. Så sent som sidste weekend, da jeg interviewede forfatter Ole Clifford på blå scene under Copenhagen Crime, hvor Claus skrev:
“Det var et kanon interview, du fik holdt med Ole Clifford. I klingede rigtig godt sammen.”
Eller Steen der skrev:
“Jeg faldt pladsk for din ukrukkede, ligefremme og ærlige måde at tale på.”
Ikke ringe, når jeg for tre år siden ikke kunne få et ord ud over læberne, vel?
Er du klar til at indtage scenen? Ellers find dig en hjælper. Du må godt låne min.
Er du tryg ved at tale foran andre? Så er det måske på tide at få lavet nogle forfattervideoer!
[…] Virkelig. Da jeg havde fået den kommentar nok gange begyndte jeg at overveje om det mon spændte ben for mig, at jeg ikke lignede en forfatter. Så jeg hyrede en stylist og tog på shoppetur. Jeg ved ikke om jeg kom til at ligne en forfatter mere af det, men jeg følte helt sikkert en anden power ved at stå på scenen i tøj, jeg vidste passede til mig. Jeg havde i mange år arbejdet som konsulent og var vant til at optræde i jakkesæt, der gerne skulle være så neutrale og underspillede som muligt, fordi det ikke var mig, der skulle have opmærksomheden. Men det var det jo nu, hvor jeg var forfatter (selv om jeg ikke brød mig specielt meget om det og måtte lære at indtage scenen som forfatter.) […]