Jeg har brugt det meste af formiddagen i dag sammen med en fortvivlet forfatter, som jeg coacher. Hun skrev til mig i går aftes at alt var kaos, og jeg besluttede mig for at rydde formiddagens kalender for at hjælpe hende. Derfor får du ugens blogindlæg lidt senere i dag.
Det var ikke meningen, jeg ville skrive om netop dette emne i dag, men min erfaring er, at når én kæmper med en bestemt udfordring, er der gerne flere, der gør det samme. Derfor vil jeg dele Saras case med dig (hun hedder ikke Sara, men vil gerne være anonym).
Alt var kaos
Sara skrev til mig, at alt var kaos. Hun ville så gerne skrive sin bog, men kunne ikke få det gjort. Hun troede, det handlede om at få de rette redskaber til at skrive sin bog. Allerede nu kan jeg afsløre for dig, at det var slet ikke dét det handlede om.
Sara har allerede skrevet en bog i selvhjælpsgenren for tre år siden og den har solgt ganske pænt, ikke mindst fordi, hun altid har en stak med ud, når hun er ude og undervise og holde foredrag. Hun havde ingen problemer med at skrive denne bog og skrev den mens hun havde fuldtidsarbejde. Nu lever hun af sin selvstændige virksomhed, hvor hun tilbyder konsulentydelser, holder foredrag og underviser. Bogsalget er en biindtægt, men bogen har været med til at give hende den position hun har indenfor sit fag i dag.
Hvordan har du det?
Jeg spurgte ind til, hvordan hun havde det. Sådan i det hele taget. Og hendes svar var ikke opmuntrende. Det viste sig nemlig, at der var en ganske god grund til, at hun ikke kunne få skrevet. Flere faktisk.
Det handlede ikke om, at hun ikke var produktiv eller målrettet nok, at hun ikke kunne finde ud af at strukturere indholdet eller manglede idéer. Det handlede om, at hele hendes liv var i kaos.
Hendes far havde været syg det sidste halve år.
Den yngste var startet i børnehave og var syg hele tiden.
Hendes mand ville skilles.
Og hun havde været ude for en ulykke for et par måneder siden og havde fået et piskesmæld.
Lad være med at stresse dig selv unødigt
Bliver du ikke helt forpustet?
Det gjorde jeg. Men Sara kunne ikke forstå, at hun ikke fik skrevet den næste bog, som hun allerede havde fået lovet flere af sine kunder – der var så glade for den første at de ivrigt ventede på opfølgeren. Det stressede hende. Og kun det, mente hun. Men det troede jeg ikke helt på.
For mit eget vedkommende, kan jeg ikke skrive, hvis jeg har det rigtig skidt eller er stresset. Det går bar ikke. Det er som om, der er noget der blokerer tankestrømmen. Selv om jeg stort set kan skrive alle stedet, så kræver det, at jeg kan lukke verden ude længe nok til at høre, hvad jeg selv tænker. Ellers giver de tikke mening (og er dybest set spild af tid).
Husk at fejre dine succes’er
Så det, jeg rådede Sara til, var, at acceptere at hun lige nu var i en situation, hvor det at overleve egentlig var nok. Hvor hun hellere skulle fokusere på at pleje sine gode kunder end på at udvikle nyt. Og på at få det bedre selv, så hun havde overskud til at passe sin datter og sin far. Så hun ikke hele tiden stod på kanten af et stressnedbrud. For hvis hun bryder sammen, vælter hele korthuset formentlig. Og det er ingen tjent med. Så i stedet for at stresse sig selv med en deadline på sin næste bog, skal hun prøve at slappe lidt af. Og fejre de små sejre der trods alt er. Så hendes system langsomt vænner sig til at få vendt modgang til fremgang.
Hvor længe er det siden du har fejret din fremgang?
