“Hvordan skriver du en bog?”
“Jeg har alle tiders plotidé, men jeg ved ikke, hvordan jeg skriver en bog, vil du hjælpe mig?”
Jeg er ikke den eneste forfatter, der får masser af denne type henvendelser. Og jeg vil gerne hjælpe. Det vil de fleste forfattere, jeg kender. De er generelt rigtig flinke mennesker (empati er også en god egenskab som forfatter).
Ingen nemme løsninger
Men lad mig starte med at sige: Hvis du ikke kan skrive og virkelig brænder for det, så skal du ikke kaste dig over at skrive en hel bog.
Det er en dødssejler fra starten, hvis du kaster dig ud i at skrive en bog, uden virkelig at brænde for det. Og med brænde for det, mener jeg, at du er dér, hvor du slet ikke kan lade være. Der, hvor alle dine tanker kredser om plot, karakterer og dialoger. Der hvor en forsinkelse hos lægen gør dig glad, for så kan du lige nå at skrive noget af det ned, der landede på vej derind.
For det kræver arbejde at skrive en bog. Meget arbejde. Og ikke kun mens du skriver bogen. Det er ofte den mindste del af det. Når først bogen er skrevet, skal den gennemskrives igen og igen og igen… Mange gange, før du først selv skal redigere den (måske med hjælp fra betalæsere) og derefter skal der en ekstern redaktør på (måske fra et forlag, måske en du selv hyrer).
Du skal altså hen over den historie rigtig mange gange, og hvis den ikke er rigtig mega meget vigtig for dig, så brækker du halsen på det. Så lad være med at tro, at det at skrive en bog er vejen til millioner på kontoen og stjernestatus. Det er det ikke – nødvendigvis, og i virkeligheden for meget få.Hvordan skriver man?
Jeg er ked af at være den, der skal sige det til dig, men visse ting i livet kræver lidt selvransagelse. Du har sikkert set X-faktor og måske endda siddet og krummet tæer over nogle af de ubehjælpelige forsøg på at synge. Måske har du også hørt Blackman spørge nogle af deltagerne, om der aldrig er nogen, der har fortalt dem, at de ikke kunne synge. Og det er der ofte ikke, fordi de kun har sunget hjemme foran spejlet. Derfor har de aldrig fået respons på deres sang. De har ikke lært at ramme tonerne, for det lyder jo meget anderledes i ens eget hoved, når man synger, end det gør for dem, der hører på det.
På samme måde er det med skriveri. Hvis du vil skrive en bog, så må du øve dig. Du må turde vise dine tekster til andre end din mor. Det vigtigste du kan gøre er at læse og lytte. Læs masser af bøger i den genre, du gerne vil skrive (og i virkeligheden gør det at læse dig bedre til at skrive). Afkod opbygning, hvad der virker og hvad der ikke gør. Og lyt til den respons du får, så du kan blive bedre til at skrive, hvis det er forfatter du drømmer om at være.
Den lette udvej
Hvis du har en helt enestående historie og bare ikke kan det der med at skrive, så kan løsningen også være at finde en ghostwriter. En ghostwriter er den, der skriver historien. Nogen gange er ghostwriteren anonym (fx ved mange kendtes selvbiografier), andre gange optræder begge navne på bogen – både forfatterens og ghostwriterens.
Annette Dollard
27. oktober 2017 at 9:45 (7 år ago)Tak for et godt indlæg. Jeg er helt enig! Jeg har selv lige udgivet min femte bog, og jeg kan se hvor meget jeg har flyttet mig siden den første. Men jeg støder også konstant på den opfattelse fra familie og venner, at det jo bare er “hyggeligt” at skrive. Det er det også! Men det er først og fremmest en masse reelt arbejde, og meget af det er faktisk ikke specielt “hyggeligt”. 😉 Men det er alt sammen puslebrikker der skal falde i hak, før det endelige billede kan vises frem.