Den største gave jeg har givet mig selv, er at forfølge min drøm. Ikke længere at tvinge mig selv til at sidde lukket inde på et mørkt kontor en hel dag og lave hvad de seneste politiske vinde finder nødvendigt, men at være fri til selv at tilrettelægge min dag.
Fri til at køre mine børn i skole om morgenen – og hente dem igen, så de ikke skal vente halvanden time på bussen og bruge en time på at transportere sig hjem.
Fri til at sætte mig ud i haven med min MacBook og en kop te og bare skrive det jeg har lyst til lige nu.
Fri til at tage en spontan frokost med en veninde – bare fordi…
Fri til at tage en lur midt på dagen, fordi det blev liiige sent nok i går (den der fantastiske scene skulle jo ned på papir, ikk’?).
Fri til at lave ingenting det meste af en dag, hvis den trang skulle komme over mig.
Fri til at holde en lang frokostpause, mens jeg nyder det gode vejr.
Fri til at køre en tur i skoven, hvis det bare er det der trækker aller mest i dag.
Det er helt klart friheden, der tiltaler mig mest ved at være forfatter. Og det er bl.a. også derfor jeg er selvudgiver. Så jeg er fri for at et forlag skal bestemme, hvor min bog må foregå eller hvornår den skal være færdig. Eller hvor mange bøger jeg skal udgive om året.
Jeg er SÅ glad for at jeg tog springet fra en hektisk arbejdsuge til et liv med mere frihed.
Derfor synes jeg også, du skal overveje, om du har en drøm, du ville ønske, du kunne gøre noget mere ved. Hvad vil du gerne have mere frihed til? Hvad forhindrer dig?
Slip din frygt og gå efter drømmen – og opgiv at tro på, at du kan forudse alt, for det kan du ikke. Og så må du jo bare træffe en ny beslutning derfra, ikk’?
Hanne
10. juni 2016 at 11:58 (8 år ago)Ah ja, friheden ved selv at bestemme – ved selv at køre showet her er det ene og alene økonomi der afholder mig fra at tage springet. Men, der arbejdes på sagen og det lykkes forhåbentlig en dag ✍
Connie // friis-holst.com
13. juni 2016 at 10:26 (8 år ago)Det ville være skønt at kunne leve af at skrive, men det er ikke en mulighed for mig, og det bliver det heller ikke, da jeg bor alene og ikke har andre til at bidrage til de faste udgifter. Jeg har tidligere været selvstændig, og det gav en skøn form for frihed, selvom arbejdsugen sjældent lå under 70 timer. Det at have en fast månedlig indtægt giver mig nu den frihed, at jeg kan skrive, alt det jeg vil i de resterende af døgnets timer. Det er utroligt svært at få fodfæste som ny forfatter, synes jeg, men jeg giver ikke op, og får jeg solgt bare 50-100 bøger, så er jeg mere end tilfreds.
Det er vigtigt at forfølge sine drømme, og lige nu synes jeg faktisk også, at MIN drøm bliver opfyldt for hver en læser, der vender tilbage og har haft en rigtig god oplevelse med min roman, og fortæller at den har givet stof til eftertanke (og spørger om der kommer en efterfølger).
gittemie
17. juni 2016 at 8:15 (8 år ago)Det, at have styr på indtægten i et fast job, kan være en rigtig god løsning, der netop giver ro til at skrive. Dejligt at læse at du får det til at gå op, Connie 🙂
gittemie
17. juni 2016 at 8:16 (8 år ago)Dejligt at læse, Hanne, at du arbejder på drømmen og vi skal alle tage det i det tempo, der passer til vores livssituation 🙂