1. Email
Kom i gang med at indsamle dine læseres mailadresser. Det kan være fint at bruge en masse tid på de sociale medier, men facebook og de andre sociale portaler kan så nemt som ingenting ændre på et par logaritmer, så du ikke får dine budskaber ud til dine følgere. Jeg oplevede det selv for et par år siden, hvor facebook ændrede logaritmen fra at alle, der fulgte min side, så mine opslag til at først 20 og siden blot 5 procent, får lov at se det jeg slår op. Med mindre jeg betaler for det. Du kan godt nok nå ud til alle dine følgere for 30-100 kr pr. opslag, men det løber jo også op i mange penge på et år, hvis du i forvejen ikke tjener særlig meget på dine bøger.
Derfor er det bedre at satse på dit eget medie. At bruge krudtet dér, hvor du for alvor får bonus for din indsats. Emails er geniale, fordi dem, der har afleveret deres mail til dig, med sikkerhed er interesseret i det, du har at tilbyde. Ellers ville de ikke give dig deres personlige mailadresse. Du skriver altså direkte til din målgruppe. Ingen spredehagl her. Det betyder også, at du kan tjene udgifterne til udgivelsen af din bog ind ved blot at sende et par mails til din mailliste.
I næste uge går jeg dybere med email-markedsføring og giver dig en masse fif til, hvordan du kan gribe det an (kender du nogen, der kunne have glæde og gavn af dét? Så inviter dem til min nyhedsbrevsliste ved at videresende denne mail. De kan tilmelde sig via linket her.)
2. Sælg der hvor læserne er
Langt de fleste læsere køber deres bøger på Saxo. Så hvis din bog ikke er tilstede her, så går du glip af potentielle kunder. Har du udgivet din bog som e-bog (har du slet ikke udgivet din bog som e-bog, er det bare med at komme i gang), så vil jeg anbefale dig at få den ud på Saxo. Det koster intet (men de tager 30 pct af din avance for at sælge den for dig), og du når ud til mange potentielle læsere. Sørg for at din bog er oprettet med den rette beskrivelse og de rigtige søgeord, så læserne kan finde den. Hvis du er på Saxo allerede og synes dit salg er gået i stå, så overvej en kampagne. Sæt prisen ned i en afgrænset periode og kør en salgskampagne på de sociale medier.
3. Læs op
Det handler om synlighed, når du skal sælge dine bøger. Dine potentielle læsere skal få øje på din bog, men de skal også fanges ind. Blive nysgerrige og få lyst til at læse den. Det kan de blive via din bogs forside, men den har du forhåbentlig styr på, når først du har udgivet (du kan hente en guide til forsider der sælger i min gratis værktøjskasse her). Så du kan i stedet indtale en lydfil eller filme en YouTube-video, hvor du læser et par kapitler op fra din bog. På den måde kommer du ud til mange flere, end ved en oplæsning på det lokale bibliotek. Husk at sige eller på anden måde vise, hvor de kan få fat i din bog. Hvis du har en smartphone, er der sikkert et program, der kan optage lyd (på min iphone hedder det Memoer). Ellers kan du hente et i Appstore. Og dit kamera kan filme. Hvis du ikke har en tripod, der kan holde kameraet, mens du filmer, så få en ven eller veninde til at filme dig. Smid filmen eller lydfilen ud på de sociale medier og husk at bede folk om at dele.
Jeg hører gerne fra dig om, hvordan det er gået. Satte det skub i dit salg?