Hvordan er dit forhold til dine karakterer? Er det dem, der bestemmer, eller er det helt og holdent dig?
Min oplevelse er, at forfattere deler sig i to grupper. Dem, der kæmper med deres autonome karakterer, der selv vil bestemme handlingen, og dem, der planlægger og styrer det hele ned til mindste detalje (og synes den første slag forfattere er nogle vrøvlehoveder).
Jeg tilhører den første gruppe og i starten følte jeg mig ofte forkert over det. Især når jeg talte med “rigtige” forfatere, der planlagde komplicerede udviklingstrin for deres karakterer og kunne komme med dybe tanker om hvad de ville fortælle om verdens tilstand med deres karakters handlinger eller tanker. Det har jeg aldrig kunnet. Hvis du tager dansklærer brillerne på og trækker Jung og Freud frem kan du sikkert sige en masse smart om mine karakterer, deres personlighed og handlinger og måske endda koble det til et eller andet i min barndom. Men det er ikke min intention. Jeg vil bare gerne underholde. Få det ud af det du vil, bare du har det godt med det.
Problemet med autonome karakterer
En af de helt store udfordringer havde jeg i min anden krimi, Forblændet, hvor jeg havde planer om at min hovedperson, retsmediciner Pia Holm, skulle forelske sig i en amerikaner. Jeg plancerede dem på et romantisk hotel, serverede champagne og det hele. Men det skete ikke. Det gjorde det derimod 37 sider senere, da Pia går grædende fra et besøg hos sin mor, farer vild på de lollandske marker og møder en rytter. Det var ikke min plan. Langt fra. Den person hun møder var slet ikke en del af den historie jeg havde planlagt.
Jeg kastede lidt med min blok og tramede frem og tilbage på mit kontor et stykke tid, før jeg forligede mig med tanken og tog udfordringen op. “Ok, Pia,” sagde jeg. “Lad os se, hvor det her fører hen. Men hvis det ikke fortsætter med at flyde, så tager jeg over igen.”
Men det gjorde det selvfølgelig og krimien endte med at handle om noget helt andet, end jeg havde planlagt. Med nogle helt andre karakterer. I dag har jeg vænnet mig til det. Accepteret at jeg styrer meget lidt.
Forskere har undersøgt fænomenet autonome karakterer
Jeg har lige opdaget, at det ikke blot er noget, der bliver drøftet i forfatterkredse. Et amerikansk studie på University of Oregon har nemlig set nærmere på fænomenet. Forskerne kommer ligefrem til den konklusion, at forfattere, der følr deres karakterer er selvstyrende, er mere succesfulde.
Artiklen sammenfatter:
The illusion of independent agency (IIA) opstår, når en fiktiv karakter opleves af den person, der skabte den som havende uafhængige tanker, ord og / eller handlinger. Børn rapporterer ofte denne form for uafhængighed i deres beskrivelser af imaginære ledsagere. Denne undersøgelse undersøgte omfanget af, at voksne forfattere oplever IIA med de karakterer, de skaber til deres skønlitterære værker. 50 skønlitterære skribenter blev interviewet om udviklingen af deres karakterer og deres minder om imaginære venner i barndommen. 92 procent af forfatterne rapporterede større eller mindre erfaringer med IIA. De forfattere, der havde udgivet deres arbejde, havde hyppigere og detaljerede rapporter om IIA, hvilket tyder på, at illusionen kunne relateres til ekspertise. Som en gruppe scorede forfatterne højere end befolkningsnormer i empati, dissociation og minder for imaginære venner i barndommen.
Forfattere med selvstændige karakterer
Artiklen (som du kan læse her) nævner en række forfattere, der har fortalt om deres selvstændige karakterer:
- Alice Walker
- J.K. Rowling
- Philip Pullman
- Henry James
- Jean Paul Sartre
- Fyodor Dostoevsky
- Marcel Proust
- Kurt Vonnegut
- Sue Grafton
- Quentin Tarantino
- John Fowler
- E.M. Forster
- Enid Blyton
Forskerne konkluderer, at der er en sammenhæng mellem forfatterens succes og karakterernes autonomi, eller illusion of independent agency, som forskerne kalder det.
Så måske skal du ikke være så ked af, at du ikke synes, du kan styre dine karakterer.
Marjorie Taylor, Sara D. Hodges, and Adèle Kohányi. “The Illusion of Independent Agency: Do Adult Fiction Writers Experience Their Characters as Having Minds of Their Own?” Imagination, Cognition and Personality, Vol 22, Issue 4, pp. 361 – 380.
