3 gode leveregler til livet som forfatter

Der er tre regler – eller leveregler –  jeg efterlever i mit forfatterskab. De er hverken nye eller raketvidenskab. Jeg har også altid arbejdet efter dem i min karriere, ja selv da jeg studerede medicin. På mange måder tror jeg, at disse leveregler er skyld i at jeg gennemfører og kommer nogen vegne med det jeg vil. At det ikke bare bliver ved drømmene.

1.Det vigtigste først

Udsæt ikke det, du ved er vigtigt. I øjeblikket ser jeg min søn gøre det i stor stil. Han er ved at være færdig med folkeskolen og i fuld gang med eksamener. Han kan gå rundt og være sur en hel uge over, at han skal skrive et eksamensoplæg i dansk, for så først at tage sig sammen til at gøre noget ved det tirsdag eftermiddag, når han skal op onsdag morgen. Det er den hårde måde at gøre det på.

Hvorfor ikke lave det ugen før, og have en hel uge at slappe af i? Det var sådan jeg gjorde på universitetet, da først jeg havde knækket koden. Jeg lærte fotolæsning og læste alle lærebøgerne i løbet af semesterets første uge. På den måde blev skoleårets undervisning repetition, og jeg kunne bruge læseferien til at holde ferie fra læsning, så jeg var frisk og veludhvilet, når jeg gik op til eksamen.

Samme måde har jeg altid arbejdet på de arbejdspladser jeg har været på. Hvis jeg havde opgaver, som kollegaer eller medarbejdere ventede på, så løste jeg dem først. Så kunne de komme videre med deres opgaver, og jeg kunne komme videre med mine, i stedet for at de skulle rykke mig hele tiden og dermed forstyrre mig i mit arbejde.

Som forfatter er det lidt anderledes, især hvis du ikke har en redaktør, der giver dig deadlines. Så er du nødt til at være din egen chef, kollega og medarbejder. Det er nemt at få tiden til at gå, når du sidder bag skærmen. Der popper jo hele tiden beskeder op på messenger, dine venner opdaterer på facebook og den blogger du følger, har lige udgivet et nyt indlæg, som du bare læse. Inden du ser dig om er der gået to timer.

Det har sikker været hyggeligt, men var det dét du gerne ville bruge din tid på?

Når jeg sætter mig ved tasterne starter jeg med det vigtigste først. Og det er næsten altid at skrive (i dag er det at skrive blogindlæg og planlægge den næste uges markedsføring, men de fleste dage er det at skrive på min bog eller redigere den). Nogle dage når jeg ikke andet end at skrive, men det er ok, for det er faktisk de bedste dage. Og hverken facebook eller messenger render nogen steder.

2. Læg en reel arbejdsindsats i det

Du kan ikke drømme dig til succes eller gennemføre en uddannelse bare ved at tilmelde dig. Der skal lægges en arbejdsindsats i det. Ikke bare ti minutter om dagen, men kvalitetstid. Reel tid.

Hvis vi tager eksemplet med, hvordan jeg studerede på universitetet, så krævede min metode, at jeg mødte op til undervisningen. Til gengæld fik jeg en masse fritid og god samvittighed forærende ved at gøre det. Jeg behøvede ikke læse semesteret igennem og kunne koncentrere mig om opgaverne og øvelserne. Havde jeg ikke lagt en reel arbejdsindsats i at finde en arbejdsmetode, der fungerede for mig (som fx fotolæsning), skulle jeg havde siddet og læst til langt ud på natten hele semesteret.

3. Viden er magt

Fordi jeg investerede i min uddannelse og tog fotolæsningskurset i en sommerferie, mens mine studiekammerater solede ved stranden eller tomlede den ned gennem Europa, fik jeg vendt knokleri til overskud.

Jeg har selv gået og været småsur på facebook over, at de hele tiden ændrer på algoritmerne, og at det nu skal koste penge at nå de læsere, der har liket min side (i bund og grund er jeg stadig lidt sur over det. Også som bruger. For hvis jeg har liket en eller andens side, så er det jo fordi jeg gerne vil vide, når de slår noget op, som jeg gerne vil læse. Det synes jeg jo ikke facebook skal bestemme om jeg må eller ej).

Det betyder at jeg ikke har været særlig aktiv på facebook i flere år. Men nu har jeg taget min egen medicin og gennemført et kursus i facebook, så jeg får vendt den rundt og får kontrollen tilbage. Tilbage i flow og væk fra det negative. For jeg kan ikke gøre noget ved, at facebook ændrer deres algoritmer, men jeg kan øge min egen viden om hvad der foregår.

Har du nogle særlige leveregler, der gavner dig i dit forfatterskab? Så del dem gerne her eller på facebook.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Comments are closed.