Skriveblokering og frygten for at blive kendt

I øjeblikket har jeg mere end almindeligt travlt. Jeg skriver på to bøger, som begge har deadline i løbet af de kommende måneder, og så er jeg med til at arrangere Danmarks første kærlighedslitteraturfestival.

Derfor tager jeg ikke imod coachingklienter, men jeg gjorde alligevel en undtagelse med Sara (det er ikke hendes navn, men hun ønsker at være anonym), fordi jeg har kendt hende længe og havd lovet hende det.

Find ind til kernen i din skriveblokering

Jeg har coachet Sara flere gange, for hun kæmper nemlig med en frygt, der spænder ben for det hun i virkeligheden gerne vil. Hun har en god konsulentvirksomhed og er anerkendt inden for sin branche, men hun tjener ikke penge nok til at kunne trække stikket fra et liv som lønmodtager og det gør hende trist.

Vi har talt en del om det, for lige så meget som jeg ønsker for alle, at de kan beskæftige sig med det de brænder for, så ved jeg også at det ikke er alle, der bliver glade for at beskæftige sig med det 24/7. Nogle bliver for stressede af at skulle tjene penge nok til at de kan leve af det. Det presser dem så meget at de ikke kan udfolde sig kreativt. Andre bliver først rigtig kreative, når de klipper alle snore.

Hvordan har du det med det? Din krop har svaret. For hvis du føler alt stivne i din krop, dit hjerte hamre afsted og din hals snørrer sig sammen ved tanken om at sige dit job op og leve af dit forfatterskab, så er det nok ikke lige der, du er nu.

Hvis du derimod føler en let uro, som sommerfugle i maven og at alle celler i din krop sitrer, mens du mærker et svagt smil på dine læber, så er du på rette spor.

Sara tilhørte den sidste gruppe, men der var alligevel noget der afholdte hende fra at skrive den der bog, som hun vidste, der var et publikum til. Hun har nemlig samlet mailadresser ind fra sine foredrag de sidste to år på dem, der gerne vil have besked, når hendes bog udkommer. Hun har over 700 på den liste!

Frygten for at blive kendt

Så vi var nødt til at finde ud af, hvad det handlede om, når hun ikke skrev den bog. Og sidste gang vi talte sammen, faldt fem-øren for Sara. For mere end ikke at kunne leve af det, eller at læserne ikke ville tage godt imod hendes bog, frygtede hun at blive kendt!

Det var en irrationel frygt, for hun har aldrig oplevet noget negativt ved at blive genkendt, og hun ved ikke hvor frygten kommer fra. Jeg er hverken behandler eller psykolog (jeg deler mine hjælpere her), så jeg kan ikke hjælpe hende med at behandle frygten, kun at finde frem til den, men jeg er ikke i tvivl om, at når Sara kommer af med sin frygt, vil hun også kunne skrive den bog hendes læsere venter på.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Comments are closed.