6 programmer der kan hjælpe forfatteren

Som forfatter gætter jeg på, at det er selve det at skrive, du holder allermest af. Sikkert så meget, at du ville ønske, det var det eneste, du behøvede bekymre dig om. Ganske få forfattere har været så heldige i historien, at de kunne nøjes med at beskæftige sig med skriveriet, for siden den første bog blev digtet, har succesen som forfatter og kunstner hængt uløseligt sammen med evnen til at markedsføre sig og med de sociale mediers indtog er der landet flere opgaver på forfatterens skuldre.
Derfor er du sikkert også interesseret i at få sat markedsføringsindsatsen, såvel som de andre opgaver, der ligger i forfatterskabet, mest muligt i system, så du kan frigøre tid til selve forfatterskabet.

Det kræver viden om, hvad du skal gøre hvornår (læs fx Genvejen til succes som forfatter) og de rette redskaber.

Gode redskaber til dig der er forfatter eller kunstner

Nogle af de vigtigste redskaber til at holde styr på min forfatterkarriere og arbejde effektivt er:

1.Mention

Mention er et program, der kan holde øje med hvor dit navn og dine bøger bliver nævnt. På den måde behøver du ikke hele tiden at google dit navn for at finde ud af om en bogblogger har anmeldt en af dine bøger eller du er blevet nævnt i en avis. Programmet kan hentes som app.

2. Pages

Er et rigtig godt program, der kan bruges til mange ting. Jeg bruger det til at skrive i, opsætte trykfil, konvertere til e-bog, lave forside til epub, omslag til trykt bog, postkort og plakater. Og det smarte er, at jeg kan skrive på mit manuskript hele formiddagen på min iMac, pakke min taske med min macbook og skrive videre i toget, på en cafe eller mens jeg venter på børnene i bilen og fortsætte, når jeg dagen efter står i kø på apoteket. Pages sørger for hele tiden at synkronisere mellem mine enheder. Programmet findes desværre kun til Apple-produkter (mac, ipad og iphone).

3. Google earth

Du kender det sikkert allerede, men har du tænkt på at det kan spare dig for mange køreture og rejser?

4. Mobilepay

Det er sikkert også et program du kender og bruger, men måske kun privat? Du kan ændre indstillingerne i mobilepay, så indbetalingerne går ind på din forfatterkonto. På den måde kan du altid modtage betaling for dine bøger. For du har da altid et par bøger med, når du bevæger dig ud blandt folk, ikke? Det, at folk, du møder, ikke har kontanter med, skulle jo nødigt være årsag til at de ikke kan købe din bog. Desuden er det bare nemmere at lave regnskab, når alle indtæger kommer ind på samme konto.

5. Hootsuite

Det er et program, du kan bruge til at styre dine sociale medier. Du kan lave opslag til fx facebook og twitter og planlægge, hvornår de skal udgives. På den måde behøver du ikke være aktiv på de sociale medier hele tiden, men kan bruge tiden på noget mere fornuftigt – som at skrive. Programmet kan hentes som app.

6. Dropbox

Et program til at gemme filer, billeder osv i “skyen”. Du kan gemme filer fx fra din computer og tilgå dem fra din smartphone, tablet eller en fremmed computer. Du kan også dele mapper med andre. Jeg har fx en mappe, jeg deler med min grafiker, fordi et bogomslag som trykfil fylder mere end mit mailprogram kan kapere. En anden deler jeg med min skrivegruppe og så har jeg selvfølgelig også en, hvor jeg gemmer pressefotos, bogforsider osv, så jeg altid kan levere til pressen også selv om jeg ikke er hjemme ved computeren.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Comments are closed.