Hvornår skal du opgive et bogprojekt du er i gang med?
Du har skrevet og kæmpet og skrevet og kæmpet med det manuskript, men der er noget der ikke fungerer.
Måske har du mistet energien. Ideerne kommer ikke let til dig. Eller du bliver ved med at skrive dig selv ind i blindgyder.
Er det på tide at droppe projektet?
Det er et svært valg. På den ene side har du brugt en masse tid på det. Skrevet en masse. På den anden side har du andre (og måske bedre?) ideer liggende og vente.
Når kampen med din bog er større end glæden
Jeg har selv siddet der. Normalt skriver jeg en roman på 1-3 måneder. Maks et halvt år. Men jeg har været i gang med min Kleopatra-bog siden 2013! Jeg har lagt den til side mange gange. Ændret hovedperson, drejet plottet og fundet på nye skurke. Lagt den væk igen og så skrevet på en ny bog. Nu er jeg i gang igen.
Hvis du selv er i tvivl om et projekt holder, så prøv at stille dig selv disse 7 spørgsmål
1. Opgiver du tit projekter?
Er du typen, der drukner i ufærdige projekter? Der har 10+ ufærdige manuskripter liggende på din computer? Og kender du problematikken fra andre områder af dit liv? Hvis du gør, så kan jeg røbe for dig, at problemet ikke er din bog – det er dig. Hvis du vil kalde dig selv forfatter og udgive en bog, så er du nødt til at tage dig sammen og beslutte dig for at færdiggøre en bog. Du er simpelthen nødt til at lære at fokusere på én ting af gangen.
Er der områder af dit liv, hvor du kan fokusere? Hvor du har gennemført større og længerevarende projekter? Har du taget en længere uddannelse? Bygget hus? Er du aktiv i en forening? Har du køkkenhave som du dyrker og holder? Prøv at se på de steder i dit liv, hvor du gennemfører. Hvad gør du anderledes der? Er der nogle fif at hente?
Det kan også være en hjælp at få dig en coach.
2. Mangler du inspiration eller viden?
Alt hvad der handler om inspiration er rigtig hyppige spørgsmål til forfattere, der har udgivet. Jeg tror aldrig jeg er blevet interviewet af en journalist, uden jeg har fået spørgsmålet: “Hvordan finder du inspiration?”
Men det er sædvanligvis intet problem og næsten med sikkerhed ikke det du skal fokusere på. For inspirationen skal nok komme, når du skriver. Er den der ikke, så skriv alligevel. Skriv, skriv, skriv. Skriv noget pladder indtil ordene begynder at flyde af sig selv. For det vil de gøre. Når du har fået idéen til bogen, så er det nemlig fordi du kan skrive den. Og prøv at lade være med at lade sig opsluge af research undervejs. Lav en lille note eller overstregning i teksten, hvis der er noget du er i tvivl om, men prøv bare at skrive det, der falder dig ind. Du vil opdage at din første indskydelse forbavsende tit er rigtig.
3. Tror du ikke længere på dit plot? Er du i tvivl om du skriver godt nok?
Det er her du skal alliere dig med en skrivegruppe, skrivemakker og/eller betalæsere. At skrive er et ensomt job, men det behøver ikke være helt så ensomt, som mange gør det til. Lad andre øjne se på dine skriverier. Lad andre kommentere på dit plot. Måske er det elendigt! Men pyt med det, det er jo bare første udkast! Hvis du har drivet og lysten, så skal det nok blive bedre med tiden. Måske er det godt. Måske er det fuldstændig fantastisk og dine betalæsere elsker det plottwist du har lavet. Super! Så gav det nok lige et ekstra skud selvtillid på skrivekontoen.
Først når du får respons fra andre, når andre læser dine tekster og hører på dine idéer, kan du finde ud af, hvor du mangler viden. Hvad du ikke er god nok til. Måske skal du lære mere om at opbygge spænding. Måske er dine karakterer for svage. Fantastisk med feedback, ikke? For så ved du, hvor du skal tage fat for at blive bedre. For at komme tættere på din drøm.
4. Kan du ændre noget i bogen for at holde interessen fanget?
Skal der en ondere modstander til? En mere uheldig hovedperson? En kærlighedsaffære? Prøv at se på dit projekt med friske øjne. Hvad skal der til, for at gøre det mere spændende?
Hvis du har været gennem denne øvelse flere gange, så er det måske på tide at droppe projektet og tage fat i en anden idé.
5. Hvilken bog er vigtigst for dig at skrive?
Den du skriver på nu? Eller den nye idé du har fået? Hvor vigtig er den bog for dig? Hvilken historie kalder på at blive fortalt?
6. Kan din bog gøre en forskel for andre?
Ved du, at der står mennesker og venter på at du skal få skrevet din bog færdig? Mennesker, der har brug for den hjælp eller viden, som kun din bog kan give dem? Havde du et mål med at skrive denne bog? Skulle den løfte din forretning, fordi den skulle være dit visitkort til nye kunder (fagbog)? Eller skulle den placere dig på forfatterkortet en gang for alle? Hvem skulle den gøre en forskel for? Kan du finde motivation i, at andre mangler din bog? Den bog kun du kan skrive?
7. Hvor meget brænder du for din bog?
Det syvende og sidste spørgsmål er det vigtigste af dem alle. For hvis du ikke brænder for din bog, så har du ikke energi nok til at gøre den færdig. Der vil være hårde tider, mens du skriver. Nætter, hvor du brænder så meget for at skrive din bog, at du ser gennem fingre med dit eget velbefindende og dropper din søvn, for at skrive videre. Hvilket du selvfølgelig fortryder dagen efter, når du sidder og slår nok til din fasters 75 års fødselsdag.
At skrive er en kæmpe udfordring, men hvis du virkelig brænder for det og føler dig levende, når du skriver, så er dét det hele værd.